Værd at vide om kemi, stoffer og ingredienser i kosmetik
Vigtig viden om indholdet i dine pleje- og skønhedsprodukter
Inden du læser videre, vil vi anbefale, at du læser vores artikel omkring, om kemi er farlig i personlig pleje. Den besvarer nemlig nogle af de spørgsmål, som vi går videre med i denne artikel.
For der er en masse viden, som faktisk er vigtig, men som de færreste egentlig er klar over.
Vi har samlet en masse god viden, som helt sikkert vil sætte dine tanker lidt i gang, og forhåbentlig få dig til at overveje, hvilke produkter du køber i fremtiden.
Gennemsnitligt forbrug
Et studie fra 2019/2020 publiceret på Harvard Medical School viste, at en gennemsnitlig kvinde bruger 12 skønhedsprodukter dagligt. Samlet indeholder produkterne gennemsnitligt 168 ingredienser.
En gennemsnitlig mand bruger 6 produkter dagligt, der samlet indeholder 85 forskellige ingredienser.
Kilde: https://www.health.harvard.edu/womens-health/toxic-beauty
At parfume og farvestoffer i personlig pleje produkter er unødvendigt, giver måske mere mening, når du kigger på ovenstående tal.
Hårfarve og brystkræft
I et studie fra International Journal of Cancer fra 3. December 2019, blev der fundet en sammenhæng mellem hårfarve og brystkræft.
Kvinder der havde brugt permanent hårfarve mindst en gang i den 12 måneders periode op til studiet, havde 9% højere risiko for at udvikle brystkræft, end de kvinder der ikke brugte hårfarve.
Studiet er forbundet med en vis usikkerhed, da der ikke er taget forbehold for, hvor ofte kvinderne farvede hår, ej heller i hvor mange år, de havde farvet hår. Men tallene viste tydeligt, at dem der anvendte hårfarve, havde en øget risiko for brystkræft.
Allergi
Du kan være allergisk overfor både naturlige og syntetiske stoffer. Det er ikke tilblivelsen af stoffet, som afgør, om det kan udløse en reaktion eller udslæt.
En allergisk reaktion opstår i immunforsvaret, når det udsættes for allergener. Årsagen skyldes en fejlfortolkning i kroppen, som udløser en forsvarsreaktion.
Alle kan blive udsat for en allergisk reaktion, og den kan komme ud af det blå. Der kommer sjældent advarsler, og det kan være mange forskellige ting, som forårsager reaktionen.
Ifølge Videncenter for Allergi er naturlige ekstrakter den hyppigste årsag til parfumeallergi.
Deklarationspligtige parfumestoffer
Mange tror fejlagtigt, at alle duftstoffer skal fremgå af ingredienslisten på et produkt. Men det er ikke tilfældet. Der kendes i dag flere end 6.000 forskellige typer, hvoraf ca 3.000 anvendes.
Duftene er både naturlige og syntetiske, dvs det samlede antal kendte.
Ud af disse mange tusinde dufte, er der 26 duftstoffer, som skal deklareres på et produkt, fordi de er særligt allergifremkaldende, og allergikere derfor skal kunne undgå disse.
I dag er ca 4% af befolkningen i Danmark ramt af parfumeallergi, og tallet er desværre stigende.
Makeup og sollys
Makeup bør ikke udsættes for sollys, hvis det kan undgås, da solens stråler ødelægger konserveringsmidlerne i produkterne.
Ligeledes ødelægger solen makeupprodukterne, hvorfor du generelt bør undgå, at disse ligger i solen.
Vegetabilske olier og fugt
I de senere år er vegetabilske olier blevet en af de vigtigste kilder til fugt og fugtgivende ingredienser i cremer og skønhedsprodukter.
Hvor det tidligere var lanolin, glycerin mm som var de fugtgivende ingredienser, har argan olie, jojobaolie, mandelolie, abrikoskerneolie, kokosolie, olivenolie mm taget over.
Fordelen ved de vegetabilske olier er, at de har gode fugtgivende egenskaber, trænger hurtigt ind i huden, plejer og beskytter.
Generelt giver de bare en bedre creme, der absorberes hurtigere af huden – trænger hurtigere ind – ligesom de er let tilgængelige.
Konservering
Et hudplejeprodukt skal tilsættes konserveringsmiddel, hvis det indeholder vand eller vandbaserede ingredienser. Det skyldes, at der er risiko for vækst af skimmelsvamp og baktier, fordi vand går i forrådnelse med tiden.
Er et produkt ikke tilsat vand, f.eks den rene argan olie, som er selvkonserverende, er der ikke behov for konserveringsmiddel. Det samme gælder de særlige luftfri - air free emballage, da det er ilten, som sætter forrådnelsesprocessen i gang i en råvare eller et produkt.
Parfumer og andre alkoholbaserede produkter kan produceres uden konservering, fordi alkoholen dræber bakterie og svampe vækster.
Mineralsk olie
Mineralske olier har fået et dårligt ry de senere år, fordi de kan være kræftfremkaldende og ophobe sig i dine organer. Tidligere var disse olier en fast del af mange produkter indenfor personlig pleje, hvor olien har været anvendt siden starten af 1800-tallet.
Olien er et biprodukt fra olieproduktionen, der skal oprenses, før det kan anvendes i kosmetiske produkter.
Kendt for sine blødgørende egenskaber, hvor den danner en hinde på huden, som holder på fugten, og afviser skidt og snavs.
Petrolatum og paraffinium går også ind under kategorien mineralske olier.
Absorbering
Huden absorberer op til 60% af de produkter, som du smører på den.
Børns kroppe optager 40-50% mere end voksnes!
Derfor er børn, som bliver udsat for skadelige ingredienser mere tilbøjelig til at udvikle hudsygdomme, og sygdomme generelt, senere i livet.
Vælg derfor plejeprodukter til dine børn med omhu, og undgå at lade dem bruge dine beauty produkter, som indeholder de knap så gode ingredienser.
Parabener
Man kan vist roligt sige, at parabener har været ude i lidt af en shitstorm, hvorefter de er blevet voldsomt upopulære.
Det forholder sig dog således, at et par af de konserveringsmidler, som kaldes parabener, har vist sig at være hormonforstyrrende, kræftfremkaldende og allergifremkaldende. Især MI – Methylisothiazolinone – har vist sig at være et meget allergifremkaldende stof, hvorfor det også er forbudt at anvende i EU, sammen med 4 andre parabener.
Men de øvrige parabener er gode og virksomme konserveringsmidler, som er helt ufarlige. Men pga den voldsomt negative foksu, som MI fik skabt på parabenerne, ønsker mange forbrugere ikke at købe produkter med parabener i.
Derfor har mange kosmetiske brands måtte se på alternative konserveringsmidler, da de færreste ønsker at producere noget, som forbrugerne ikke ønsker at købe.
Forbudte ingredienser
I USA er der kun 10 stoffer, som er forbudt at anvende i skønhedsprodukter. I EU er der derimod over 1.500 stoffer, som ikke er tilladt at bruge.
Derfor skal du lige overveje en ekstra gang, om du vil købe produkter hjem fra USA, eller bruge amerikanske produkter, når du er på ferie ”over there”. Der er nemlig en grund til, at EU har forbudt brugen af de mange stoffer.
Vanillin - Vaniljeduft
Duften fra vanilje er faktisk en meget interessant ingrediens at se nærmere på, da den skiller sig voldsomt ud fra andre dufte/parfumer.
Af alt vaniljeduft som der anvendes, er det kun en meget lille del – omkring 1% – som kommer fra vaniljestænger eller vaniljeplantens bælge.
99% af alt det anvendte vanillin er det syntetiske stof ethylvanillin, som fremstilles ve den kemisk syntese.
Årsagen til at ethylvanillin er så populært, fremfor den naturlige vaniljeduft, skyldes at stoffet er tre til fire gange så kraftigt, hvorved der skal bruges betydeligt mindre af stoffet, end det ville være tilfældet, hvis der skulle bruges naturlig vanilje.
For meget rens = udbrud
Hvis du renser din hud for meget, øger du risikoen for, at der kommer udbrud og bumser betydeligt.
Det kunne lyde som en joke, men det er faktisk sandt.
Anvender du for mange renseprodukter, eller renser du huden for ofte, flere gange dagligt, er der en øget risiko for, at det udvikler sig til uren hud og bumser.
Det kan ligeledes ske, hvis du anvender for kraftige renseprodukter i forhold til, hvad din hud kan tåle.
Når du renser huden fjerner du hudens naturlige olier og fedt, hvilket potentielt kan medføre dehydrering, altså tør og irritabel hud.
Når huden kommer i underskud af dens egne olier, vil den kompensere dette ved at øge produktionen, hvilket ofte resulterer i tilstoppede porer, der tit ender med urenheder eller bumser.
Derfor skal du anvende renseprodukter med omtanke, og ikke bruge flere, end det er nødvendigt.
Vi anbefaler, at du bruger en face wash til at rense huden, gerne dagligt. Dette kan suppleres med en makeupfjerner eller Micellar water, hvis du anvender makeup.
Men så behøver du heller ikke flere renseprodukter i din daglige rutine. Og hvis du endelig vil bruge et andet hudrenseprodukt, bør det ske på bekostning af en af de andre produkter, således du ikke anvender mere end 2 renseprodukter, max 3, hvis du gør med makeup. Går du ikke med makeup, bør du kun bruge et renseprodukt.
Læs vores artikel omkring, hvordan du anvender din face wash optimalt.