DIY: Hjemmelavet fodbad – 9+ Opskrifter og råd til det perfekte fodbad

Sådan laver du det perfekte fodbad til dine fødder, så de bliver bløde og sunde


Har du nogen sinde tænkt over, hvor meget dine fødder udsættes for på daglig basis?

Først og fremmest bærer de dig og din krop rundt, både inde og ude, og dette sker ofte i en strømpe eller sok, som er lukket nede i en sko eller støvle.

Dette sker dagligt, og selv når du har fri, render de fleste rundt med fødderne i strømper, med mindre det er sommer, og vejret er godt.

Dine fødder er derfor med overvejende sandsynlighed vant til at være indelukket, og det kan med sikkerhed ses og mærkes på dem.


Du læste måske vores artikel om hård hud på fødderne, som beskriver samme problemstilling, herunder hvorfor huden bliver hård.


Men selvom dine fødder til tider har det hårdt, kan du selv gøre utroligt meget for, at de er sunde og har det godt. En af disse ting er et hjemmelavet fodbad.

Det kræver faktisk ikke ret meget, samtidig med at det er afslappende og lækkert. Win-win-win og dine fødder vil med sikkerhed ikke klage.



Hvorfor bør du tage et fodbad ugentligt?

Der er flere grunde til, at du bør tage et fodbad minimum en gang ugentligt.

Ud over de meget åbenlyse årsager, så som at det fjerner bakterier og skidt, samt at det blødgør den hårde hud, som der dannes under fødderne, er fodbad ligeledes en lækker vej til sunde og velplejede fødder.

Der er et utal af muligheder for at lave et fodbad, som passer til dine fødders behov. Du kan nemlig tilsætte en del forskellige ingredienser til badet, hvorved du kan opnå egenskaber, så som at blødgøre, give bedre blodcirkulation, eksfoliering af huden, pleje og fugtgivende egenskaber, reducere dannelsen af hård hud, mindske eller fjerne sure tæer mm.

Der findes et utal af ingredienser, som du kan tilsætte dit fodbad, men nogle af de mest anvendte er blandt andet olier, sæber og salt, som hver især findes i en lang række forskellige varianter.

Dermed kan du selv kombinere diverse ingredienser til det perfekte og unikke fodbad, som passer til dine fusser. Et DIY hjemmespa, som giver de samme resultater, som hvis du besøger en professionel spa.

Og kombinere du fodbadet med pleje af fødderne dagligt eller flere gange om ugen, vil du hurtigt opnå sunde og flotte fødder.



Gør dig klar til en afslappende oplevelse

Fodbad er en af de former for pleje, som kræver, at du sidder stille i en lidt længere periode. Og det kan du med fordel udnytte til at skabe en afslappende og lækker oplevelse.

At lade vandet og ingredienserne arbejde omkring dine fødder, imens du slapper af og får tankerne på afstand, eller mens du hygger dig med din hobby.

Uanset hvad, bør du gøre det at tage fodbad til en lækker selvforkælelse, hvor du selv er i centrum i det tidsrum, som processen tager.

Mulighederne er mange, og herunder er nogle forslag til, hvad du kunne lave imens, at du tager et lækkert og varmt fodbad.


  • Afslappende musik – sæt noget afslappende musik på, gerne klassisk og stille og roligt, og forsøg at finde din indre ro. Det renser tankerne, får kroppen til at slappe af, og det giver bare en fantastisk følelse i kroppen
  • Bog – udnyt tiden til at læse i en bog, avis eller magasin, hvor du kan fordybe dig
  • Strikke eller hækle – når du nu alligevel sidder stille, kan du med fordel strikke eller hækle, hvis det får dig til at slappe af
  • Vin, kaffe eller te – selvforkælelsen skal være i top, og her kan du med fordel skænke dig selv et glas vin, alternativt lave en kop varmt at nyde, imens fødderne bliver bløde
  • En varm klud – slå to fluer med et smæk, og læg en varm klud over ansigtet. Det er pleje til fødderne og sjælen samtidig
  • Slap af – måske du bare skal synke ned i stolen eller sofaen, og her slappe helt af. Evt tage dig en lille lur, hvis du trænger til dette


Der er helt sikkert mange andre muligheder, men udnyt at tiden til enten selvforkælelse eller at slappe af, det giver en fantastisk oplevelse.



Hvad skal du bruge til et hjemmelavet fodbad?

Det er faktisk meget simpelt at lave et fodbad, og det kræver ikke de store redskaber eller ingredienser.

Vi anbefaler ikke, at du bruger et badekar til fodbad, da det dermed hurtigt bliver et karbad, hvor hele kroppen er i vand, og du dermed ikke har fokus på dine fødder og deres behov. Men du kan selvfølgelig sagtens forkæle hele kroppen, og her anbefaler vi, at du fordobler mængden af ingredienser.

'

Et fodbad kræver følgende:

       • En balje – det kan sagtens være en opvaskebalje. Husk at tjekke, at baljen har plads til begge dine fødder
       • Varmt eller lunkent vand
       • Nogle opskrifter kræver koldt vand
       • Ingredienser – du kan se de forskellige ingredienser under hver opskrift herunder
       • Håndklæde til at tørre fødderne med



Fremgangsmåde

Vi har samlet de bedste opskrifter på fodbad i denne artikel. Men da fremgangsmåden er næsten identisk i alle opskrifterne, og det kun er ingredienserne i fodbadet, som varierer, har vi valgt at lave en standard fremgangsmåde, som du kan tage udgangspunkt i.

Er der afvigelser fra denne, vil det stå under den enkelte opskrift.

Vi har taget udgangspunkt i en opvaskebalje, så hvis du bruger en større balje, skal du selvfølgelig huske at tilpasse mængden af ingredienser i dit fodbad. En standard opvaskebalje kan indeholde 8-10 liter vand.

  1. Find baljen frem og sæt den på nogle aviser eller et håndklæde
  2. Fyld baljen ¾ dele op med varmt eller lunkent vand. Vi anbefaler at du koger noget vand, og tilsætter koldt vand, indtil vandet har en temperatur, som du synes er behagelig, men stadigvæk til den varme/lunkne side
  3. Tilsæt olie, salt, sæbe eller andre ingredienser og rør dem godt rundt
  4. Lad fødderne glide ned i det varme/lunkne vand, og lad dem blive der i 10-20 minutter
  5. Du kan med fordel skrubbe dine fødder, når fodbadet er ovre, og dermed fjerne døde hudceller, skidt og hård hud
  6. Lad fødderne lufttørre, eller tør dem forsigtigt med et håndklæde
  7. Smør fødderne ind i en olie eller fodcreme, hvis du ønsker den optimale fodpleje




9+ Opskrifter på hjemmelavede fodbad

Herunder er de forskellige opskrifter på hjemmelavet fodbad, som virker mod forskellige problemstillinger. Derfor er ingredienserne i de enkelte opskrifter tilpasset den problemstilling, som der ønskes løst.

Vi vil gøre opmærksom på, at det kræver ugentlige fodbad, hvis du ønsker, at komme en problemstilling til livs, her er et fodbad ikke nok. Dertil kommer, at du skal pleje og massere fødderne dagligt eller flere gange om ugen.

Fodpleje er en ongoing proces, hvor resultatet afspejler, hvor meget du hygger og plejer dine fødder.




#1 – Mod fodlugt

Døjer du med sure tæer, er dette fodbad helt sikkert noget for dig. De aktive ingredienser har egenskaber, som bekæmper og reducerer fodlugt markant.

Samtidig med at fødderne bliver bløde og lækre. Og har du problemer med smerter, virker dette fodbad ligeledes beroligende.


Ingredienser:

       • En skive citron
       • En skive appelsin
       • 4-6 dråber pebermynteolie
       • 4 dråber tea tree olie
       • 3 spsk natron


Tilsæt ingredienserne til det varme eller lunkne vand, rør det hele let rundt, og sæt fødderne ned i det lækre bad.

Lad fødderne nyde fodbadet i 20-30 min, før du tager dem op og evt fortsætter med at pleje dem. Her kan vi anbefale enten en nærende olie f.eks argan olie eller en god fodcreme.




#2 – Reducere betændelse – Salt fodbad

Igennem historien har salt altid haft en helt særlig rolle, når det kommer til fodbad og fodpleje.

De gamle egyptere var nogle af de første til at opdage salts vidunderlige egenskaber, når det kommer til at rense og pleje huden, herunder til at behandle og pleje fødderne.

Ud over at rense huden for skidt, snavs og bakterier, har salt nogle fantastiske egenskaber, når det kommer til at lindre smerter, afstresse musklerne og reducere betændelse i huden.

Derfor er salt bare en fantastisk simpel og effektiv ingrediens.


Ingredienser:

       • 2-3 spsk havsalt


Tilsæt saltet til det varme eller lunkne vand, og rør det op, indtil alt saltet er opløst.

Lad fødderne nyde fodbadet i 10-20 min, før du tager dem op og evt fortsætter med at pleje dem.

Salt har den negative effekt, at det kan være udtørrende på huden, hvorfor vi anbefaler, at du husker at pleje fødderne godt bagefter, enten med en olie f.eks argan olie eller en god fodcreme.




#3 – Mod ømme fødder og anspændte muskler

Hvis dine fødder er ømme, herunder hvis musklerne i foden er anspændt, kan et fodbad være løsningen.

Lavendel er en blomst, som har en masse gode egenskaber, blandt andet er lavendelolien og duften kendt for, at modvirke smerter, ømme muskler, samt at få hovedet til at slappe af. Læs om aromaterapi her.

Du kan med fordel kombinere alle egenskaberne fra lavendel i et fodbad, som både plejer krop og sjæl.


Ingredienser:

       • 1 dl havsalt
       • 2 spsk natron
       • 5-6 dråber lavendelolie


Tilsæt saltet, natron og lavendelolie til det varme eller lunkne vand, og rør det op, indtil alt saltet er opløst.

Lad fødderne nyde fodbadet i 15-30 min, før du tager dem op og evt fortsætter med at pleje dem.

Her kan vi anbefale enten en nærende olie f.eks argan olie eller en god fodcreme.




#4 – Fodbad med Natron – bløde fødder

Natron er kendt for, at være den perfekte ingrediens, hvis du ønsker bløde fødder, ligesom hvis du vil fjerne døde hudceller og hård hud fra fødderne.

Ud over at være meget blødgørende, har natron også den gode egenskab, at det effektivt fjerner sure tæer og dårlig lugt. Du kan altså få to i en pleje, hvis du vælger dette fodbad.

Ulempen ved natron er, at det kan være give irritation og tør hud, da pulveret har udtørrende tendenser. Derfor anbefaler vi ikke, at personer med allergi eller sensitiv hud benytter denne opskrift!


Ingredienser:

       • 2-3 spsk natron


Tilsæt natron til det varme eller lunkne vand, og rør det op, indtil alt natron er opløst.

Lad fødderne nyde fodbadet i 10-20 min, før du tager dem op og evt fortsætter med at pleje dem.

Her kan vi anbefale enten en nærende olie f.eks argan olie eller en god fodcreme.




#5 – Afslappende og afstressende

Hvis du trænger til et fodbad, som både er afslappende, lindre stress, skaber ro i sindet, og giver velduftende og sunde fødder, så er eukalyptusolie det perfekte valg.

Den eksotiske plante og olie, som de fleste kender fra Australien, har nogle beroligende og afslappende egenskaber, som virker både på muskler, huden og sindet.

Det er den perfekte olie, hvis du bare skal koble helt af på alle plan.


Ingredienser:

       • 3-4 spsk havsalt
       • 10-12 dråber eukalyptusolie


Tilsæt saltet og eukalyptusolie til det varme eller lunkne vand, og rør det op, indtil alt saltet er opløst.

Lad fødderne slappe af i dette fodbad i 20-30 min, før du tager dem op og evt fortsætter med at pleje dem.

Her kan vi anbefale enten en nærende olie f.eks argan olie eller en god fodcreme.




#6– Fodbad med brun sæbe

Et klassisk fodbad fra gamle dage, består af noget så simpelt som brun sæbe og varmt vand.

Den brune sæbe har rensende og blødgørende egenskaber, og derfor er den velegnet til at pleje fødderne med. Der er dog andre ingredienser, som er mere velegnet, men brun sæbe kan sagtens anvendes.


Ingredienser:

       • 2-4 spsk brun sæbe


Tilsæt brun sæbe til det varme eller lunkne vand, og rør det op, indtil alt sæben er opløst.

Lad fødderne nyde fodbadet i 15-30 min, før du tager dem op og evt fortsætter med at pleje dem.

Her kan vi anbefale enten en nærende olie f.eks argan olie eller en god fodcreme.




#7 – Fodbad med sæbespåner

Et rigtig traditionelt fodbad, er et fodbad med sæbespåner.

Sæbespånerne er ideelle, når det kommer til at blødgøre huden, fjerne skidt og snavs, men også mod hård hud, rifter, sår og lignende på fødderne.

Sæbespåner er meget milde, og derfor svier sår og rifter ikke, når de kommer ned i det varme fodbad, men begge dele bliver renset og plejet, og dermed heler de hurtigere.

Og dertil kommer, at sæbespåner er en fed sæbe, som plejer huden ekstra meget.


Ingredienser:

       • 1 håndfuld sæbespåner
       • Evt 1-2 spsk havsalt


Tilsæt sæbespåner og evt salt til det varme eller lunkne vand, og rør det op, indtil alt er opløst.

Lad fødderne nyde fodbadet i 15-30 min, før du tager dem op og evt fortsætter med at pleje dem.

Her kan vi anbefale enten en nærende olie f.eks argan olie eller en god fodcreme.




#8 – Fodbad med fisk - Doktorfisk

Dette er ikke en opskrift, som de øvrige, men det er blot for at forklare, at der findes andre måder, hvorpå du kan pleje fødderne.

Garra Rufa fisk – bedre kendt som doktorfisk – er meget små fisk, som oprindeligt stammer fra Tyrkiet.

De små fisk har ingen tænder, derimod suger de sig fast til huden, og i denne proces fjerner de døde hudceller og skidt fra fødderne.

Det foregår på den måde, at der i et større kar eller bad er en masse små fisk, hvorefter du sætter fødderne ned til fiskene, som begynder at spise de døde hudceller fra dine fødder.

Når fiskene nipper hudcellerne af dine fødder, kan det godt kilde, men det er en meget effektiv metode til at få rene og sunde fødder.

Du kan dog ikke gøre dette der hjemme, med mindre du køber en masse fisk, hvilket vi ikke vil anbefale. Besøg derimod et af de mange fiskespa, som har fisk og udstyr til, at du kan få en sjov og anderledes oplevelse.




#9 – Øge blodcirkulationen

Ønsker du at sætte gang i blodcirkulationen i fødderne, findes der også en opskrift på dette. Her udnyttes de forskellige temperaturer på vand, som dermed fremskynder forskellige reaktioner i fødderne, som i sidste ende forbedrer blodcirkulationen.

Det er en lidt anderledes form for fodbad, da de plejende elementer og ingredienser ikke indgår, men hele formålet er ganske enkelt, at sætte gang i cirkulationen.

Det er meget vigtigt, at du bruger både varmt og koldt vand, dog må det varme vand ikke være for varmt, da du ikke skal brænde dig.

Du skal bruge 2 baljer, som du fylder halvt op med vand. I den ene varmt vand, mens du i den anden fylder koldt vand, tilsæt evt isterninger for en koldere effekt.


Fremgangsmåde:

  1. Sæt begge fødder ned i baljen med det varme vand, og lad dem være der i 10-12 minutter
  2. Herefter skifter du balje, og sætter begge fødder direkte ned i baljen med det kolde vand i ligeledes 10-12 minutter
  3. Når tiden er gået, skal fødderne tilbage i baljen med det varme vand, hvor du lader dem være i 5-7 minutter


Herefter er badet færdigt, og du kan med fordel supplere det med noget fodmassage eller pleje.

Dette er et bad, som du sagtens kan tage dagligt, hvis du ønsker dette.

 Af pleje anbefaler vi enten en nærende olie f.eks argan olie eller en god fodcreme.




Opsummering

Det er meget vigtigt at slå fast, at fodbad alene ikke løser dine problemer med sure tæer, hård hud, fodvorter, ømme muskler, fodsvamp, revnede hæle mm.

Derimod er et fodbad et godt supplement til den pleje, som du har gang i, som både omhandler den hygiejniske del, nemlig at rense fødderne, samt den plejende del, hvor du smøre og tilfører fødderne plejende produkter.

Derfor er plejen og behandlingen efter fodbadet næsten ligeså vigtigt, som selve fodbadet, da det er her, du for alvor kan gøre en forskel for dine fødder.

Personer med diabetes skal være opmærksom på, at lange og varme fodbade kan være farlige, hvorfor dette frarådes. Her bør du følge vejledningen fra din læge.



Produkter