Bliv produkttester – Testperson for Cosmos Co og Cossy produkter
Hjælp os med at teste produkterne før de bliver lanceret
Vi har gang i en masse spændende nye produkter, hvor vi prøver at udvikle nogle gode, virksomme, lækre og økonomi venlige produkter til både ham og hende.
Hidtil har vi benyttet nogle faste personer, som hjalp os med at teste produkterne, før de endeligt blev godkendt, og derefter kunne blive produceret og komme til salg.
Efter nærmere overvejelser er vi kommet frem til, at vi gerne vil have en meget bredere vifte af testpersoner, som har forskellige hudtyper, hårtyper, præferencer, ønsker til produkterne mm. Et mere bredt og varieret antal er personer, som kan teste produkterne.
Og det er her, at du kommer ind i billedet!
Det er vigtigt at påpege, at du ikke får betaling for at teste vores produkter, men du skal heller intet betale for at blive produkttester.
Vi har heller ikke nogen krav til, at du skal omtale produkterne, eller poste billeder af dem. Vi ønsker derimod din ærlige mening, om de vareprøver og samples, som du får tilsendt. Ikke andet.
Men vi vil da være yderst taknemmelige for, hvis du ønsker at skrive om de færdige produkter, eller fortælle venner, bekendte eller andre kontakter om dem, men det skal være fordi, at du har lyst, og fordi du kan lide produktet.
Det er primært nye produkter fra Cossy, som du vil få mulighed for at teste og prøve i udviklingen af disse.
Sådan bliver du produkttester
Lad det være sagt med det samme, vi kan ikke love, at du får tilsendt nogen produkter, selvom du har indsendt en mail med de ønskede informationer herunder. Og selvom du en gang får tilsendt produkter, kan vi ikke love, at du i fremtiden igen vil få tilsendt nogle.
Processen er den, at vi til hvert test vil udvælge nogle forskellige personer, baseret på deres svar, og det kan være meget forskellige parametre, som vi udvælger fra. Det afhænger meget af det produkt, som der skal testes.
Hvis du gerne vil komme i betragtning, så gør dig selv den tjeneste, at brug 10 minutter på at besvare nedenstående spørgsmål dybdegående, men undgå at skrive en lang roman på størrelse med ”Den uendelige historie”.
Lav svarerne dybdegående, men korte og præcise, således fakta og informationerne er lette at overskue, og de ikke drukner i alt muligt ligegyldigt. For det er din mening omkring de testede produkter, som er i vores interesse, og ikke din livshistorie :)
Send svarerne til nedenstående spørgsmål i en mail til tester@cosmos-co.eu
Så kan det være, at du hører fra os meget snart!
Under hvert spørgsmål er der en kort forklaring, samt nogle meget korte eksempler. Dit svar må gerne være længere end disse eksempler, de er kun skrevet for at vise, hvad der f.eks kan svares på spørgsmålene, som en slags guide.
1. Alder og køn
Siger vist sig selv. Du behøver ikke skrive adresse eller andre info, det beder vi om, hvis du bliver udvalgt.
2. Beskæftigelse
Beskriv kort dit arbejde og dine arbejdsforhold. Det er f.eks vigtig for os at vide, om du udsættes for eksterne påvirkninger, som har betydning for din hud, hår og krop generelt.
Eksempel: Jeg arbejder i et frysehus, hvor jeg opholder mig meget inde i fryserne, som er minus 35 grader. Eller, Jeg er gartner, og opholder mig meget udenfor, hvorfor både min hud og mit hår udsættes for vind og vejr.
3. Hvilken hudtype har du?
Beskriv evt kort din hudtype, især hvis den adskiller sig fra de normale typer.
Eksempel: Normal hud med tendens til lidt fedtet hud. Eller, Sensitiv hud med tendens til tør hud
4. Hvilken hårtype har du?
Beskriv evt kort din hårtype, især hvis det adskiller sig fra normalen.
Eksempel: Tykt mørkt hår, som let filtre og ser nusset ud. Eller, Tyndt lyst skandinavisk hår, som let bliver tørt og trist
5. Har du brugt Cosmos Co eller Cossy produkter før?
Hvis ja hvilke, og hvilke erfaringer havde du med disse produkter, både gode og dårlige?
6. Hvilke produkter anvender du i dine daglige rutiner?
Nævn evt produkttyper og brands, det vil gøre det lettere at matche dig med de rette produkter at teste.
Eksempel: Fugtighedscreme fra XXX, bodylotion med argan fra XXX og bodyscrub med duft fra XXX
7. Er der nogle typer af pleje- eller kosmetikprodukter, som du aldrig anvender?
Er der nogle produkter, som du aldrig bruger, vil vi gerne vide dette, således du ikke tester noget, som ikke har din interesse. Du behøver ikke nævne produkter til det modsatte køn, det giver sig selv.
Eksempel: Rensemælk, balsam/conditioner, scrubs eller hårkur
8. Har du nogle sygdomme, overfølsomhed eller hud- eller hår problemer?
Det er vigtigt, at vi ved, hvis du lider af nogen former for sygdomme, således du ikke får tilsendt produkter, som kan forværre disse.
Eksempel: Psoriasis, skæl, overfølsom overfor nødder eller astma
9. Er der nogle bestemte produkter, som du ville foretrække at teste?
Hvis du helt selv må vælge, hvilke produkttyper ville du så foretrække at teste? Det vil være en stor hjælp for os, hvis du havde nogle præferencer.
Eksempel: Jeg er helt vild med hårpleje produkter, og derfor vil jeg være meget interesseret i disse. Eller, Jeg går meget op i pleje af mit ansigt, så alle produkter der relaterer sig hertil, er jeg meget interesseret i at teste for jer
10. Andet?
Er der andet, som du synes, vi skal vide, så skriv det her.
HUSK at mailen skal sendes til tester@cosmos-co.eu, og ikke til vores normale kundeservice mail, som intet har med dette tiltag at gøre.
Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil dele denne side med personer, som du mener kunne være brugbare testpersoner for os. Om det er din ven eller veninde, et familiemedlem, en kollega, en fra sportsklubben eller bare alle dine venner og bekendte på Facebook, din hjemmeside eller andre sociale medier, det er helt op til dig.
Jo flere forskellige typer af personer, som vi kan få til at teste vores produkter, des gladere bliver vi. En stor varieret gruppe af testere vil nemlig give os alle de svar, som vi ønsker i processen med skabelsen af vores produkter.
Har du forslag til forbedringer, så kontakt os endelig, vi lytter hellere end gerne!
Når du sender mailen, får du et autosvar retur, hvilket er din garanti for, at vi har modtaget dine svar, og at du nu vil indgå i vores liste af potentielle testere.
Du skal ikke forvente, at du får et personligt svar, især ikke hvis vi får mange hundrede eller tusinde tilmeldinger.
Såfremt du bliver udvalgt til at teste et eller flere produkter, vil du modtage en mail fra os med yderligere instrukser til, hvordan og hvorledes, samt en forklaring på, hvad vi ønsker at du tester og forholder dig til.