DIY: Naturlig hårvask uden shampoo – Hjemmelavede alternativer til shampoo

Sådan laver du en god og virksom hjemmelavet shampoo

Mange spørger og søger efter produkter og metoder til ”hårvask uden kemi”. Det er bare ikke muligt at vaske håret uden kemi, da kemi er den reaktion der sker, når du stoffer blandes eller kommer i kontakt med hinanden, den kemiske reaktion.

Det de fleste søger, er produkter og metoder til at vaske håret, uden at håret udsættes for en masse ingredienser, dårlige som gode, som ikke gavner håret. Det er primært syntetiske ingredienser, herunder tilsætningsstoffer, parabener mm, som langt de fleste forsøger at undgå. Og det er jo helt fint.

At droppe shampoo og balsam er et nyt fænomen, som kaldes ”No-poo”, en forkortelse for ”No-shampoo”. Altså helt basalt at droppe shampoo til hårvask og i stedet benytte andre metoder og gamle husråd. For det er jo muligt, det foregår bare på en meget anderledes måde, end det de fleste har vænnet sig til med shampoo og balsam.

For det handler jo om, at vi passer på os selv og naturen, og helt ikke udsætter huden, håret eller kroppen for unødvendige stoffer, hvis vi kan undgå det. Ja det lyder helt hippieagtigt, men der er bare noget smukt og godt ved selve tankegangen.

Vi har her samlet de bedste råd, tips og metoder til at vaske håret uden shampoo eller balsam. Lad os være ærlige at sige, at der er både fordele og ulemper ved at fravælge de klassiske shampoos og conditioners. Alle vaskemetoder har fordele og ulemper, der findes desværre ikke et perfekt vidundermiddel til hårvask, som kan alt, og som kan bruges af alle hårtyper og mennesker.

Vi kan derfor kun anbefale, at du prøver dig frem blandt de forskellige metoder, indtil du finder den metode, som er bedst for dig og dit hår. Det er måske ikke samme metode, som virker for din ven eller veninde, men der er altså stor forskel på os mennesker og vores hår, og derfor er det vigtigt, at du finder den metode, som er bedst for dig.
Der er dog nogle metode, som virker godt for langt de fleste, og de står selvfølgelig øverst på listen herunder.


RASUL

Du har måske allerede læst vores guide om rasul ler til hårvask, hvis ikke, kan det kun anbefales, at du lige læser den.

Rasul leret fra Marokko er effektiv og virksom, som et naturligt alternativ til shampoo. Leret har både rensende og plejende egenskaber, og det er 100% naturligt. Det giver håret styrke, glans og boost, og derfor har det været en fast del af det marokkanske hammam spabad i mange århundrede.

Der er kun gode ting at sige om ghassoul ler, når det gælder egenskaber. Problemet ved rasul er dog, at der kan være en forholdsvis lang overgangsperiode fra klassisk shampoo til leret. Dvs du skal være forberedt på mange dårlige hårdage, før dit hår har vænnet sig til leret og den nye måde at vaske og rense det på.

Hvis du allerede nu ved, at 2-8 ugers tilvænning er uoverskueligt og umuligt at overleve, bør du nok ikke kaste dig ud i rasul desværre. For det er det tidsrum de fleste oplever, at det tager at vænne håret til hårvask med ler.

Ingredienser:

  • 2-4 spiseskefulde rasul pulver
  • Ca 1 dl vand eller rosenvand

Fremgangsmåde:

  1. Start med at hælde 2-3 spiseskefulde ler op i en skål eller en kop.
  2. Tilsæt vand til det lige dækker leret
  3. Rør forsigtigt rundt indtil leret har fået en konsistens ala creme, og alle klumperne er væk
  4. Hvis nødvendigt tilsættes enten mere ler eller vand, indtil den ønskede konsistens opnås
  5. Det kan anbefales, at du vasker håret i etaper, det gør det hele meget lettere. Tag en lille håndfuld mudder op, og begynd at fordele det i håret, HUSK at komme helt ned i hårbunden.
  6. Når håret er vasket fra hårsæk til spidsen, lader du leret sidde i håret i ca 30-60 sekunder.
  7. Herefter begynder du at skylle det ud med varmt eller lunkent vand. Vær opmærksom på, at du skal skylle håret af flere omgange, for at få alt leret ud
  8. Når alt leret er skyllet ud, tager du en ny håndfuld lermasse op, og begynder på den næste etape af håret
  9. Sådan bliver du ved, indtil alt dit hår er vasket. Har du langt hår, kan det godt tage op mod 10-15 minutter at vaske det hele
  10. Når du er færdig, vasker du kroppen på normalvis med sæbe, eller du fortsætter dit bad
  11. Når håret et tørret, kan du evt efterbehandle det med argan olie

Gentag dette 1-3 gange om ugen, alt efter behov.

Det kan anbefales, at du vasker håret med rasul ler, når du alligevel skal i bad, og det er en god ide, at du tager dig god tid til at vaske alt håret fra hovedbunden og ud til spidsen. Jo mere grundig du er i din vask, des bedre bliver resultatet.

Grønt ler kan også anvendes, dog er det bedre og mere effektivt som hårkur/hårmaske. Læs mere her.


BAGEPULVER OG EDDIKE + EVT ÆTERISK OLIE

Eddike har været anvendt til hårpleje og hårvask/hår rens i mange hundrede år. Det var blandt andet eddike, som blev brugt før den moderne shampoo blev almindelig i alle hjem.

Der er her tale om et gammelt husråd, som i mange mange mange år har bevidst, at det sagtens kan rense og pleje håret, uden at det hverken skader eller efterlader håret ødelagt, faktisk tværtimod.

Derfor skal du ikke være nervøs for at anvende kombinationen af bagepulver og eddike til hårvask, du skal bare forberede dig på, at det tager lidt længere tid at vaske håret, ligesom hele processen er noget mere langsommelig.

Og dertil kommer, at håret måske lige skal bruge en tilvænningsperiode på 1-3 uger, fra du stopper med at bruge traditionel shampoo, til effekten af eddike og bagepulver for alvor bliver synlig. Men er du klar og frisk på dette, er dette en rigtig god metode til at vaske dit hår med.

Du kan både bruge normal lagereddike, men du kan også vælge at benytte æblecidereddike, hvis du foretrækker dette. Om du bruger den ene eller den anden form for eddike gør ikke den store forskel på det endelig resultat.

Bagepulver er kendt for at rense og pleje håret, og det er yderst effektivt til at fjerne stylingprodukter fra håret og hårbunden.

Ligeledes er bagepulver kendt for at booste og pleje håret, og det hvide pulver fra køkkenet, kan med fordel anvendes som en hårkur eller hårmaske.

Det er vigtigt at påpege, at eddike og bagepulver kan anvendes sammen, men de to produkter kan også anvendes separat, hvis du foretrækker dette. De komplimenterer bare hinanden super, når det gælder hårvask.

Ingredienser:

  • 1 dl eddike eller æblecidereddike
  • 1 liter vand
  • 3 spiseskefulde bagepulver
  • 3 spiseskefulde vand
  • Evt 2-3 dråber lavendelolie eller en anden æterisk olie (for duftens skyld)

Fremgangsmåde:

  1. Bland 1 dl eddike med 1 liter vand i en skål eller en flaske. Bland de 3 spsk bagepulver med de 3 spsk vand i en lille skål eller bøtte, og tilsæt evt til sidst lavendelolie eller en anden æterisk olie, for at få en lækker duft i håret. Det er vigtigt at de to blandinger holdes adskilt, da de skal bruges separat.
  2. Start med at skylle håret med eddikeblandingen. Det er vigtigt, at blandingen masseres godt ind i håret og hovedbunden, og at du får vasket hele håret.
  3. Når du har brugt de 1,1 liter eddikeblanding, kan du skylle håret i rent vand. Skyl håret godt og grundigt således alt eddike skylles ud.
  4. Fortsæt med bagepulverblandingen. Den skummer op, når du blander de vandet i. Fordel blandingen i håret, ligesom du ville gøre med din shampoo. Husk at blandingen ikke skummer op, hvorfor du skal fordele den meget grundigt og sørge for at komme godt rundt i håret o hovedbunden.
  5. Når bagepulver blandingen har siddet et par minutter, skyller du igen håret grundigt med rent vand. Sørg for at skylle alt bagepulver ud!
  6. Når håret er tørret, kan du evt pleje det med argan olie eller kokosolie.

Gentag dette 1-2 gange om ugen alt efter behov.

Da det er lidt krævende at vaske håret på denne måde, kan vi kun anbefale, at du starter med dette, før du tager dit bad, dvs stadigvæk vasker håret i forbindelse med et bad.


NATRON ELLER BAGEPULVER

Både natron og bagepulver er begge yderst effektive, når det kommer til at rense og pleje håret. Begge dele kan med fordel anvendes som naturlige alternativer til shampoo, og begge dele efterlader håret lækkert rent og friskt.

Det gør ikke den store forskel, om du anvender natron eller bagepulver, hvorfor du altid bare kan benytte den af de to ingredienser, som du lige har hjemme i køkkenet.

Både bagepulver og natron er kendt for deres rensende egenskaber, når det kommer til hudpleje og især hårpleje, hvor begge dele tidligere var anvendt af dem, som ikke havde råd til de dyre shampooer og sæber.

Begge produkter fjerner skidt og overskydende fedt i håret og hovedbunden, og efterlader håret lækkert rent og velplejet. Det er hverken skadeligt for håret eller hovedbunden at anvende de to produkter, dog er begge basiske, så det kan være en fordel at benytte dem sammen med en eddikeblanding, hvilket du kan læse mere omkring i rådet herover.

Hverken natron eller bagepulver kræver den store tilvænning af håret, hvis det bruges korrekt i overgangen fra shampoo. Det er en fordel, hvis du overveje at stoppe med at benytte shampoo fra den ene dag til den anden.

Natron kan ligeledes anvendes som hårkur, læs mere her.

Ingredienser:

  • 3 spiseskefulde bagepulver eller natron
  • 3 spiseskefulde vand
  • Evt et par dråber æterisk olie f.eks lavendelolie eller eucalyptusolie

Fremgangsmåde:

  1. Bland bagepulver/natron med vand i en lille skål.
  2. Rør ingredienserne sammen. Det begynder at bruse lidt, men du skal blot fortsætte med at rører rundt til alle klumper er opløst. Tilsæt evt lidt mere bagepulver / natron eller vand efter behov.
  3. Når blandingen opnår en skummet grød-agtig konsistens, er den klar til brug
  4. Fordel blandingen i håret, husk at komme helt ned i hårbunden og ud i spidserne. Da blandingen ikke skummer, er det vigtigt, at du fordeler og masserer den grundigt ind i håret
  5. Lad massen sidde i håret i et par minutter og skyl den herefter ud med lunkent vand
  6. Plej evt håret med en omgang balsam, for at gøre det ekstra blødt og lækkert, eller brug olie som f.eks argan olie.

Vil du normalisere ph-værdien i håret og hovedbunden, er det en god ide at skylle efter med en blanding af vand og æblecidereddike. 1 liter vand og 1 dl æblecidereddike.
Det reducere chancen for, at du får irriteret hovedbund, grundet natron er meget basisk.

Gentag dette 1-2 gange om ugen alt efter behov.

Det er en let og effektiv metode, som efterlader håret rent og velplejet.


EDDIKE ELLER ÆBLECIDEREDDIKE

At eddike eller æblecidereddike kan bruges til hårvask, er der intet nyt i. Faktisk har de to eddike typer være anvendt til at vaske håret i, længe før shampoo og conditioner var opfundet, og længe før shampoo og conditioner blev hver mands eje. I starten var shampoo og conditioner forbeholdt de rige, da det var dyre og eksklusive produkter.

I dag er shampoo hver mands eje i den vestlige verden, det er en helt naturlig del af alle hjem, og det er et produkt, som er blevet en naturlig del af mange hverdag, når det kommer til at vaske håret.

Eddike til hårvask er et gammelt husråd, som begynder at vinde frem igen i flere og flere hjem. Årsagen er, at eddiken er et super alternativ til shampoo, fordi eddiken både renser og plejer håret.

Det fjerner enkelt og effektivt skidt, snavs, voks, rester af stylingprodukter, hårlak, shampoo eller balsam rester mm. Og så har eddike samme egenskaber, som balsam, det blødgøre håret, og tilføjer det glans og glød. Dit hår kommer til at skinne flot efter en hårvask med eddike.

Hvorfor eddiken så er blevet glemt, når den har så mange gode egenskaber, det er et godt spørgsmål. Men mon ikke det skyldes, at den ikke har samme lækre duft, som f.eks en shampoo eller balsam, samt at mange forbinder eddike med mad eller rengøring?

Vil du opnå den helt perfekte hårvask, kan du kombinere eddike med bagepulver eller natron. Det kan du læse meget mere om længere oppe i artiklen.

Ingredienser:

  • 1 liter vand
  • 1 dl eddike eller æblecidereddike

Fremgangsmåde:

  1. Bland eddike og vand i en skål eller i en flaske
  2. Start med at skylle håret med eddikeblandingen. Det er vigtigt, at blandingen masseres godt ind i håret og hovedbunden, og at du får vasket hele håret.
  3. Når du har brugt de 1,1 liter eddikeblanding, kan du skylle håret i rent vand. Skyl håret godt og grundigt således alt eddike skylles ud

Vask håret på denne måde 1-3 gange om ugen, alt efter behov.

Denne metode kan med fordel kombineres med nogle af de andre metoder i denne artikel, da eddiken har samme egenskaber, som f.eks balsam. Derfor vil det give god mening, at vaske håret i rasul, og derefter skylle det i en eddikeblanding. På den måde opnår du samme rensende og plejende egenskaber, som en traditionel shampoo og balsam har.


RENT VAND

Lad det være sagt med det samme, vasker du dit hår i shampoo regelmæssigt, kan du ikke rense det ved blot at skylle og vaske det i rent vand desværre. Det producerer håret alt for meget sebum til.

Er du en af dem, som er gået væk fra traditionel hårvask med shampoo, er det muligt at vaske håret i rent vand. Men det er ikke altid den mest effektive metode.

Rent vand kan let fjerne overfladisk skidt og snavs i hovedbunden, men vandet er hverken rensende eller plejende. Derfor kan skidt stadigvæk sidde fast i hårstråene, selvom du skyller håret grundet med rent vand.

Benytter du ikke shampoo, producerer håret ikke samme mængde sebum, hvilket gør håret mindre fedtet. Når håret ikke er fedtet, sidder skidt og snavs ikke godt fast, og du kan lettere ”vaske håret” med rent vand. Men for mange moderne mennesker, er dette dog et drømme scenarie, da de har vænnet håret til shampoo og lignende.

At skylle og vaske håret med rent vand, kan dog med fordel kombineres med flere af de andre metoder i denne guide, ligesom metoden herunder med saltvand er en god kombination.

Fremgangsmåde:

  1. Skyl håret med en kraftigere stråle. Masser og rod rundt i håret, således mest muligt skidt og snavs bliver skyllet ud
  2. Når håret er tørret lidt, kan du pleje det med f.eks argan olie, nigella olie eller andre nærende råvarer, som styrker og renser håret

Gentag dette et par gange om ugen, alt efter behov.


SALTVAND OG OLIE

Salt er en undervurderet råvarer. Og de fleste ved slet ikke, at salt kan anvendes til meget andet, end som smagsgiver i madlavning og til at konservere kød og fisk.

Men salt kan både anvendes til hårstyling, ligesom det kan anvendes som hårkur og til hårvask.

Salt har både dybderensende og plejende egenskaber, ligesom saltvand er godt til at style håret med. Det er f.eks derfor, at håret ser sundt, frisk og lækkert ud, hvis du har badet på ferien i havvand eller søvand, som er rig på salt. Og her vil du ligeledes opdage, at håret bliver lettere at sætte og style. Dette skyldes ligeledes saltet.

Læs evt guiden om salt til hårpleje og mod skæl.

Du bør kombinere hårvasken med salt med en af de andre metoder her i artiklen, hvis du vil opnå det bedste resultat. Især eddike og rasul er gode metoder, som supplerer saltets mange gode egenskaber, og som efterlader håret sundt og velplejet.

Når du vil anvende salt til hårvask, er det vigtigt, at du ikke benytter bordsalt eller fint salt fra køkkenet. Du skal derimod anvende havsalt eller mineralsk salt, da disse har et højere indhold af mineraler, og derfor er mere velegnet.

Mange vegetabilske olier har rensende egenskaber, dog er olierne så som argan olie, nigella olie, kokosolie mm ikke egnet til at vaske håret i. De kan bruges som supplerende renseprodukter og plejeprodukter, men de er ikke egnet til alene at rense og vaske håret for skidt og snavs.

Sammen med havsalt er olier dog gode, da saltet kan udtørre hovedbunden og hårstråene, og her tilføjer olierne fugtighed og pleje. Dermed vil håret fremstå rent og velplejet efter en ”hårvask”.

Ingredienser:

  • 1 liter vand
  • 3-5 spiseskefulde havsalt
  • 2-4 pump arganolie, nigella olie eller kokosolie

Fremgangsmåde:

  1. Rør saltet op i vandet indtil det er helt opløst
  2. Skyl håret i en mindre mængde saltvand, og begynd herefter at massere det ned i hovedbunden og ud i hårspidserne
  3. Gentag dette flere gange indtil alt vandet er opbrugt
  4. Lad saltvandet sidde i håret i 5-10 minutter, og skyl derefter håret med lunkent vand
  5. Smør evt argan olie, nigella olie eller kokosolie i håret, for at give det næring og ekstra pleje. Husk at smøre det i både spidserne og hovedbunden

Gentag dette 2-3 gange om ugen alt efter behov.

Brug denne metode sammen med nogle af de andre, for den optimale hårvask, da salt ikke er nær så effektivt, som f.eks rasul ler, natron, bagepulver eller eddike.


Overgangsfase = dårlig hår dag

Hvis dit hår er vant til at blive vasket i shampoo, skal du være forberedt på, at overgangen fra shampoo til ovenstående naturlige hårvaske, kan være forbundet med en kortere eller længere periode med dårlige hårdage.

Håret skal lige vænne sig til den nye måde, hvorpå det bliver vasket, og det medfører blandt andet, at det kan føles tørt, nusset og filtret. Men det er en overgangsfase, som kan tage fra få dage til mange uger.

Hvis du i perioden går tilbage, og begynder at vaske håret med traditionel shampoo, vil du blot nulstille overgangsfasen, og du skal derfor begynde forfra, når du starter på de naturlige alternativer.

Vi kan derfor kun anbefale, at du indstiller dig på, at i en periode, er der risiko for, at dit hår ikke ser helt så smart og fancy ud, som det har gjort hidtil, men at det bliver meget flottere og sundere, når du kommer ud på den anden side, fri for traditionel shampoo.